Lys i sommerhus i ODSHERred
Vægge og møbler har en varm farve, som får næsten al belysning til at virke hyggelig. Huset er fra starten af halvfjerdserne og tegnet af Friis og Molkte.
Den gamle, orangefarvede PH-lampe over spisebordet var der i forvejen og gav et udmærket lys med den rette pære. Lysdesigneren har suppleret med en lampe over sofabordet og tre væglamper ved sofaen.
Således kan der skabes forskellige stemninger. Der er ingen blænding, og masser af lys til at læse en god bog også.
LYS I DAGLIGSTUE
Stuen er ikke stor, men syner større, da den er veloplyst.
Der er i alt 4 lamper i stuen – en blanding af nye og gamle. Nogen lyser primært ned, og skaber et godt lys til læsning eller håndarbejde. Nogen lyser mere rundt, så også vægge og hjørner ses ordentligt.
Der er en del lys, men det er stadig hyggeligt. Der er anvendt LED. Tre lamper har LED-pærer og den sidste har indbygget LED – alle med en varm lysfarve og høj farvegengivelse.
KØKKEN i lille lejlighed
Køkkenet har mange funktioner. Det er et arbejdsområde, hvor man skal kunne se maden ordentligt, og se om opvasken er ren. Men for de fleste er køkkenet også et samlingsrum og hyggerum. Det stiller store krav til lysdesignet.
Mange har en “stjernehimmel” med små downlights i loftet. Det kan blænde og give en del skarpe skygger, og lyset er langt fra opgaven. Skal der være et kraftigt arbejdslys, kan det ofte betale sig at sætte det tæt på opgaven – så får man mere gavn af det.
Det er rart med separate tændinger på de forskellige typer lyskilder.
LYS i flyveren
Indrømmet. Her er det ikke Spektrum, der har stået for lysdesignet.
Men pointen er god nok: Ny forskning viser, at morgen- og aftenbelysning måske skal være to ting. Blåligt lys om morgenen virker opkvikkende ligesom daglyset. Varmt lys om aftenen gør os naturligt søvnige, da bl.a. kroppens produktion af søvnhormonet melatonin så ikke undertrykkes.
Valget af lysfarver indgår dermed naturligt i overvejelserne også derhjemme. Måske skal hjemmearbejdspladsen have et relativt køligt lys, mens natlampen godt må være meget varm i lystonen.
Med LED har vi flere muligheder end nogen sinde – også med hensyn til det hvid lys’ tone.
KØKKEN I VILLA FRA FIRSERNE
Køkkenet kan også belyses med væglamper. Det er en fordel, der hvor der ikke er overskabe at tage hensyn til. Væglamper kan lyse både op og ned som her. Ved at vælge lamper, som også lyser (lidt) opad, fremhæves resten af rummet, og køkkenet føles større.
Væglampernes lys strejfer de vandskurede vægge, og fremhæver tekstur og materialitet.
Det er dejligt, hvis lyset i køkkenet er rigeligt – især hvis man ikke længere er teenager. Lysfølsomheden svækkes markant med alderen. Reglen er, at man skal bruge dobbelt så meget lys, når man er 40, som når man er tyve. Er man fyldt tres, kan man doble op en gang mere.
SPISESTUE i VILLA fra firserne
Spisebordet er husets samlingspunkt. Her er der plads til både måltider, arbejde, hygge og lektier.
Det er vigtigt, at maden ses tydeligt og at farverne fremhæves. Det får maden til at se mere delikat ud. Et varmt og rigt lys fremhæver også træoverfladerne flot. Samtidig er det vigtigt, at middagsgæsternes ansigter ses tydeligt, uden at lyset blænder.
Det er smart, hvis det elektriske lys kan dæmpes og give mere plads til stearinlysene. De valgte lamper lyser primært nedad, men også noget opad, hvilket skaber rum og luft. Over et langt spisebord er det flot med to lamper, der kan skabe en jævn lysfordeling og giver rytme og retning.
Sommerhus fra halvfjerdserne
Mange små lamper er tit en god idé. I dette sommerhus er der en blanding af ældre, renoverede lamper og nye. Over sofabordet hænger Wegners flotte hejsependel, som med en ny ledning, lysdesignerens bedste LED og hvid lakering fungerer perfekt.
Lampen skaber en ø af lys, der sammen med gulvtæppet samler møbelgruppen.
Ved lænestolen og ved alle sofaens hjørner er der små lamper, som inviterer til ophold læsning eller håndarbejde.
I dette sommerhus har det været vigtigt for ejeren at spille aktivt med på husets halvfjerdserstil i møblering, farver og belysning.
KØKKENET I Byhuset
Her bor et madøre. Køkkenet er et kulinarisk værksted og en arbejdsplads for gastronomiske eksperimenter og hjemmebagt brød.
Det rigelige lys understøtter den professionelle stemning, som slås an af bordpladens rustfri stål.
Køkkenet står i åben forbindelse med spisestuen, og lyset kan derfor reguleres. Eventuelt er bare underskabsbelysningen tændt.
Flere eksempler på vej!